efterårslæsning af Victor Boy Lindholms bog 'Hver dag er et nyt håb'
Af Marie Holt Richter
En besættelse af at fange en havørred nær København bliver optakten til en rejse gennem
vandets kulturhistorie – fra normannernes indhegnede jagtmarker til nutidens udrettede
markkanaler. Victor Boy Lindholm fisker sig frem til svaret på et gammelt spørgsmål i ny
forklædning: hvad er egentlig vores plads i naturen, og hvordan ser håbet på en fælles
fremtid med den ud?
Jeg er så langt fra en lystfisker, som man kan være, men det er alligevel i fuld spænding, at jeg følger
Victor Boy Lindholms fisketure, som udgør skelettet i hans nyeste værk. I det, man kan kalde en
genreskabende bog, blander Lindholm personlig essayistik, rejsereportage og kulturhistorie til
fortællinger om jagten på den næste fisk og om livet som lystfisker, både hans eget og andres.
Undervejs følger vi vandets historie fra havenes tilblivelse over de første egyptiske lystfiskere og den
engelske adels brutale forhold til natur og mennesker frem til nutidens forurenede farvande og
ødelagte vandløb. Med et væld af kilder og nutidige tænkere i ryggen tegner Lindholm et billede af,
hvordan vores natursyn har udviklet sig, og hvordan det har ført til fatale konsekvenser over hele
kloden. Men bogen viser også, at de samme konsekvenser nu tilsyneladende leverer materialet til et
nyt natursyn.
Bidder af en mørk kultur-natur-historie
Lindholm serverer mange eksempler på det natursyn, der har ødelagt vores vandløb og øvrige natur –
og som er lige så dybt forbundet med udpiningen og udgrænsningen af de mennesker, der levede (og
på globalt plan stadig lever) i den natur.
Som da normannernes herskende klasse for 1000 år siden fordrev mennesker fra deres jorde for at
indhegne dem til eksklusiv jagt og fiskeri, forbeholdt dem selv.
Eller hvordan lystfiskeriet selv opstod som adelig praksis, der skulle udstille privilegiet af fritid og
fraværet af behov for selv at skaffe føde. Siden har å- og landskabsdesign, grødeskæring og kunstigt
opdræt og udsætning af ørreder voldt store skader på åer og økosystemer blot for at skabe de perfekte
betingelser for lystfiskeren og især fluefiskeriet. På denne måde viser Lindholm, at forarmelsen af
landskaberne ikke er et fænomen af moderniteten, men har lange historiske rødder.
En historie, der især gjorde indtryk var, hvordan vandmøllens udbredelse omkring år 1000 blev
hovedårsagen til, at vandløbene blev ændret overalt i Europa, der hvor landskabet var fladt. Det er den
spæde historie om teknologisk udvikling i landbrugets og produktionens tjeneste, hvor vandets kraft
skabte mere mad og velstand, men også varige ødelæggelser af vandløbenes naturlige,
livsopretholdende funktioner.
En udvikling der for det meste blev ledsaget af adelens monopolisering af land og teknologi. som
da den engelske adel i St. Alban i 1300-tallet konfiskerede alle bøndernes håndmøller for
derefter at bruge stenene som gulv i den nyanlagte kirke. Her kunne bønderne så knæle, når
de kom til gudstjeneste – på det produktionsmiddel de ikke længere ejede. Det blev da også
for meget for den lokale befolkning, som startede et oprør, der endte med at give dem stenene
tilbage foruden, helt exceptionelt, retten til igen at fiske i områdets åer. Lederne af oprøret
måtte dog bøde med deres liv.
Fiskeriet som en lektion i håb
Men med alle disse fortællinger er bogen først og fremmest en lektion i håb om forandring til det bedre.
For hvordan tænker man en fremtid, når det er vores egen måde at leve på, der truer hele vores
omverden?
I Hver dag er et nyt håb bliver lystfiskeriet et prisme for håbet. Man må håbe på fangsten for
overhovedet at begive sig afsted, acceptere at vende tomhændet hjem og forstå, at det ikke kan ske på
en dag, mens man øver sin færdighed, lærer stederne at kende, finder sammensvorne og vinder deres
tillid og viden. Set gennem lystfiskerens øjne bliver det tydeligt, at håb er en muskel, der skal trænes: at
forsøge, fejle, lære, øve sig og prøve igen. Og igen. Og igen. Og ikke give op.
Hos Lindholm handler håbet om at finde den forjættede å (og ørred) fra teenageårenes lystfiskeartikel;
om at finde de rigtige mennesker, der kan lede en på sporet, ikke bare af åen, men af vigtige læringer
om mennesker, livet, naturen og historien; og om at finde sig selv og måder at forbinde sig med verden
på. Det sker gennem mange timers og dages væren-i-ét med vandet, luften, lyset, insekterne og
fiskene, og ved at nærme sig deres eksistensform, så meget det er muligt for et væsen uden gæller. Håbet bliver dermed en bevægelse mod en dybere forbindelse med naturen.
Den tredje natur under flamingokassen
Håbet findes faktisk også i den ødelagte “tredje natur”, som de udrettede åer er en del af. Hele
Lindholms fortælling kredser om modsætningen mellem, at det ikke burde være muligt at fange en
ørred i en udrettet markkanal på Sjælland, og så de mange vidnesbyrd, som Lindholm samler på sin
vej til den forjættede å, om ørreder der lever mellem marker, højspændingsledninger, siloer, veje, broer
og byer. Den tredje natur er der, hvor livet leves på trods, og hvor fiskeren endelig finder en stor ørred,
som har fundet et effektivt skjulested under en gammel flamingokasse.
Med reference til antropologen Anna Tsing beskriver Lindholm de udrettede markkanaler som
en “tredje natur” og viser, hvordan der alligevel kan skabes både økonomi og økologi, “når
skoven er fældet, olien hevet op og jorden ikke længere understøtter afgrøder”. Det, der
overlever på trods, og som dukker op uventede steder. I en verden lagt i ruiner af den
menneskelige produktion ligger håbet i at finde liv i ruinerne, og markkanalerne med deres ørreder er
et godt eksempel: “en slags ruineret tredje natur, hvor livet danner nye og overraskende forbindelser”. I
dette perspektiv er ’naturen’ både det uberørte, det dyrkede og manipulerede og det efterladte. Og det
er alt sammen bundet sammen med os mennesker, vores ting og vores landskaber.
Håb som forbindelse og forbundethed
Lindholm gør som så mange andre, god brug af filosoffen Donna Haraways tanker om forbindelse og
håb. Endnu en gang mindes vi om den kolossale fejl, det har været at adskille mennesket fra naturen
og forstå mennesket som stående over og adskilt fra alt andet. Illusionen om, at vi ikke er forbundet
med andre end os selv, har gjort det muligt for os at ødelægge så meget. Derfor må håbet ligge i
forbindelsen og i vores genopdagelse af den, og i erkendelsen af, at vi lever i “påtrængende tider”: tider,
der kræver, at vi forholder os til verden, som den rent faktisk er, med alle dens ruiner – kompleks,
besværlig og voldelig – og at vi fortæller de historier, hvormed vi kan gøre ting synlige, se klart og finde
ud af, hvad og hvem vi kan forbinde os med.
Og det er netop denne besværlige fortælling, som Victor Boy Lindholm har sat sig for at stykke
sammen og fortælle gennem lystfiskeriets historie og væsen, tæt sammenvævet med hans
egen og med verdens.
Et nyt natursyn, hvor håb er omsorg i praksis
Det er også fortællingen om, hvordan både den ødelagte natur og vores ødelagte naturforhold kan
genoprettes. Ironisk nok er det normannernes og adelens skånselsløse ekspropriering af store
områder til lystjagt og -fiskeri, der har betydet, at vi i dag har disse store områder af uberørt natur
velbevaret.
Og det er lystfiskere, der, som Lindholm ærligt reflekterer over, fanger og slår fisk ihjel af lyst, som også
har været blandt de første til at råbe vagt i gevær over livløse markkanaler og ødelagte økosystemer.
Således tegner Lindholm en gryende natur-menneskeforståelse, blandt andet gennem en flok gamle
lystfiskere ved navn Grusbanden. De kommer ud af en århundredelang tradition for at adskille natur fra
menneske og manipulere åløb og økosystemer for menneskelig fornøjelses skyld, nem nu går de ud og
vælter sten i åen som en omsorgshandling. De er ”en gruppe af midaldrende mænd der med
omhyggelighed og omhu lægger deres eget begær til side og spørger: hvad kan de gøre for fiskene”.
Måske er det netop, hvad Lindholm lærer os: at man ikke skal være sikker på slutresultatet for at tage
afsted, kun villig til at gå ud af døren, forbinde sig og respondere.
Victor Boy Lindholms forfatterskab
Victor Boy Lindholm (f. 1991) debuterede i 2013 med digtsamlingen Drone. Han har siden udgivet bl.a.
den anmelderroste Hyklertrilogien (Guld, No Hard Feelings og Resort, udkommet 2014-2018 og samlet
i 2020), romanen En del af hjertet går ud af kroppen (2022), digtsamlingen Isblåt som det blå blå isbjerg
(2024), essaysamlingen Stræk tiden – Essays på cykel (2016) og fagbogen Isbogen (2023, sammen med
klimaforsker Sebastian H. Mernild). Forfatterskabet kredser om natur, klima og kapitalisme og om den
skam, man som privilegeret vesterlænding kan føle over selv at være en del af problemet. Dermed
passer Hver dag er et nyt håb ind i en fortsat linje i hans forfatterskab, blot i en mere personlig,
reportagepræget form.
Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935
Lavet af GreenWebdesign