43 sider fyldte med ambition, og straks udsat for heftig kritik, et nyt trepartsministerium med Jeppe Bruus i spidsen og Lars Løkke Rasmussen, som åbner for at bruge endnu flere milliarder – alt sammen på under 3 måneder og tilmed lige henover sommerferien og agurketiden. Medmindre du arbejder med treparten, har du næppe styr på den – og med god grund.
I skrivende stund er det ikke mere end en 3 ugers tid siden at der var fiske-massedød i Roskilde havn. Hertil har vi i Grønt Omstillingsforbund Roskilde, med andre lokale aktører, skrevet et åbent brev til kommunen. I brevet opfordrer vi bl.a. til at indgå en lokal trepart – så hvad er alt det med treparter? Det prøver jeg at redegøre for i dette skriv.
Den grønne trepart er egentlig en syvpart, som består af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening1. De er i samarbejde kommet frem til “Aftale om et Grønt Danmark”, som i dagligt tale også bare kaldes den grønne trepart.
Selvom aftalen både berører arealforvaltning, drikkevandssikring, f-gasser fra industri, spildevand og mere, er det centrale i aftalen landbruget og arealforvaltning. Jeg gennemgår nogle af de mest centrale og interessante pointer i aftalen nedenfor.
I aftalen er der hårde ord om den ringe tilstand af vores biodiversitet og natur. Desværre synes der, for mig at se, ikke at være nogle konkrete tiltag der udelukkende sigter mod forbedring heraf. Der er blot en række løfter om at konkrete mål og virkemidler skal vedtages, når regeringen i 2026 vil fremlægge “en samlet plan for genopretning af den danske natur”. Dette er ikke ensbetydende med at der slet ikke gøres noget for biodiversiteten, det sker bare gennem indirekte gennem en anderledes håndtering af arealer…
Og arealforvaltning er nøgleordet i aftalen, fordi der er en masse areal (primært af den slags der ejes og driftes af landbruget), som ifølge aftalen, skal forvaltes anderledes. Af samme årsag er Danmarks Grønne Arealfond blevet etableret:
Men faktisk er der, som det er blevet påpeget3 ikke tale om en fond! For der er ikke tale om en uafhængig, selvejende organisation, men nærmere en paraplyorganisation, som samler støtteordningerne for arealomlæggelse. Formålet med Arealfonden er altså multifunktionalitet og den gør op med de hidtidige sektoropdelte arealtilgang.
Måske er det lidt i takt med noget af det Nils var inde på i sit skriv om nytænkning og nybrud?
Helt konkret skal der efter aftalen:
Udtagningen af lavbundsjorde og randarealer skal foregå i eksisterende
lavbundsstøtteordninger, men skal nu sammentænkes med Danmarks Grønne Arealfond. I virkeligheden har udtagningen af lavbundsjorder, som du nok også har hørt om, været i gang i en række år. Der blev allerede i 2021 vedtaget at 100.000 ha skulle udtages4. Det har ikke ført til så meget i form af indfriede projekter, men ambitionen er der og det rykker stille og roligt fremad – især i andelen af projekter under forundersøgelse.
Vil du vide mere om kulstofslagring og effekten fra lavbundsjorder kan du læse mere her.
Skovrejsningen indbefatter et noget større areal og er meget ambitiøs set i lyset af at der de sidste 10 år har været en gennemsnitligt skovrejsning på 4500 ha om året6. Seniorforsker i skove og bioressourcer ved Københavns Universitet Thomas Nord Larsen siger til TV2 at det svarer til en tredobling i skovrejsningsindsatsen fra 2024-2045 sammenlignet med tidligere år.
Ud over skovens naturgavnlige og kulstofslagrende egenskaber, fremgår det af aftalen at skovrejsningen først og fremmest skal ske på områder med størst behov for reduktion i kvælstof. Yderligere får del-vandoplande med størst reduktionspotentiale forrang til støtteordningen. Det vil altså sige at skovrejsningen, ligesom udtagning af randarealer, ikke mindst er rettet mod at mindske udledning af kvælstof til vandmiljøerne, bl.a. så vi lever op til vandrammedirektivet fra EU.
Noget af det aftalen bryster sig af, er den drivhusgasafgift, der etableres på landbrug, som efter sigende er den første af sin slags i verden. 750 kr. blev det til per udledt ton CO2e – den laveste afgift modelleret af Klimarådet, men også den der reducerer produktionsformernes udledning mest pr. krone.
Her er det vigtigt at skelne mellem en teknologisk og en strukturel omstilling. En teknologisk omstilling forbedrer det eksisterende system, ved at implementere teknologiske løsninger som f.eks. biogas, gyllekøling, fedtfodring mm. Denne omstillingsform er fin på kortere sigt, men på lang sigt kan det skabe lock-in effekter der fastholder den nuværende landbrugsstruktur. Den strukturelle omstilling tager tid, men er nødvendig på længere sigt. Her er der tale om færre husdyr og et mindre kødforbrug – måske især fra kvæg, der ikke kan opnå de samme teknologiske forbedringer som f.eks. svin kan.
Afgiften er også etableret med et bundfradrag på 60%, som betyder at landbrugene kun betaler afgift af en del af den samlede udledning, nemlig 60%. Formålet med bundfradraget er at reducere tab af bedrifter, arbejdspladser og et prisfald i jorden, men det har den bagside, at det sænker den strukturelle omstilling til fordel for den teknologiske.8
Man kan måske også sige at det øger chancen for lock-in effekter i form af f.eks. for store investeringer i biogas, som kan blive overflødig i en fremtid med mindre gylle. Man kan overordnet sige at afgiften er indrettet på at få alle landbrugene med i de produktionsformer de er i nu, frem for at skubbe imod plantebrug.
Nu vi alligevel snakker om teknologi er det måske også relevant at indskyde at der er afsat flere penge til pyrolyse, som skal baseres på halm, afgasset biomasse fra biogas og trærester. Biokullet skal så spredes på marker hvor kulstoffet kan lagres i lang tid. Vil du vide mere om pyrolyse og kulstofslagring har jeg skrevet lidt om det her.
Som trepartsaftalen ser ud er der ingen tvivl om at arealomlægningen skal ske på et lokalt plan og kommunerne står med ansvaret for, at målene i vandrammedirektivet, samt etablering af klimalavbund opnås.
Og her bliver det både interessant og besværligt. I det hovedvandopland, som Roskilde er en del af, er der mange andre kommuner: Holbæk, Odsherred, Frederikssund, Lejre, Halsnæs, Egedal, Hillerød, Allerød – og en række kommuner som kun har et mindre areal i oplandet.
Det forudses der skal være en lokal vandoplandsstyregruppe bestående af kommuner fra hovedvandoplandet og relevante natur-og landbrugsorganisationer samt Naturstyrelsen og et meget tæt samarbejde med de udtagningskonsulenter, der konkret skal bistå lodsejerne med udtagning.
Med så mange aktører kan alene koordinationsopgaven blive enorm – og samtidig kan det også blive en lukket klub, hvis ikke vandværker, naturbrugere (fiskere mm), turisterhverv – og grønne organisationer som Grønt Omstillingsforbund – Roskilde – kan få en stemme. Det kunne jo bl.a. være i kommunale vandoplands-grupper, der særligt ser på den enkelte kommunes omlægningsplaner.
Kommunerne har ansvaret for at udarbejde en omlægningsplan senest i 2025.
Trepartsaftalen er, som planer ofte er det, super ambitiøs, men når det kommer til handling indeholder den måske ikke værktøjerne – det er i hvert fald her den møder en stor del af kritikken.
For de tidligere frivillig ordninger til at udtage landbrugsjord har vi ifølge Klimarådets formand Peter Møllgaard: “… ikke særligt gode erfaringer med på kvælstofområdet, hverken med hensyn til hastighed eller omfang.”11. En landbruger, Mads Danscher, siger til Zetland at omlægning af hans areal til skov desværre ville blive en kæmpe underskudsforretning.
Så hvordan tackler vi det lokalt her i Roskilde? Hvordan sikrer vi at landmændene har lyst og økonomisk råd til at lægge om? Hvad kan vi som omstillingsforbund gøre for at skubbe konstruktivt på processen?Skal vi måske tænke ud af boksen og etablere tanghøst eller gå all in på fjordmuslinger, for at hive mere kvælstof ud af fjorden?
Vi vender i første omgang stærkt tilbage med et skriv om de lokale udfordringer, muligheder og løsninger vi måske kan skabe i Roskilde.