Hvad gemmer sig egentlig i vores landskaber? På en bioblitz går børn, voksne og artskendere sammen på udkig efter arter – og lærer naturen bedre at kende.
Af Julia Kampmann, Grønt Omstillingsforbund
Vi er til bioblitz i Gribskov Naturnationalpark. Vi kigger nysgerrigt rundt i det høje græs, lytter op mod trætoppene og knæler for at mærke på mosset. Opgaven er enkel: Vi skal registrere alle de arter, vi kan finde.
Vi udforsker landskabet sammen som naturdetektiver. En mor og et barn har spottet en lille vandsalamander skjult i en nedbrudt træstamme. På en træstub finder jeg en hel by af bægerlav, der titter op som små trompeter.
En broget flok er mødt op i skoven i dag: børnefamilier, unge og ældre, nogle bevæbnet med gigantiske kameralinser, andre med kurve, lup eller bare deres nysgerrighed. Og viden vandrer frem og tilbage mellem mennesker. Vi møder et ældre par, der livligt indleder en samtale om skovens svampe. Sammen kigger vi på den krystal-støvbold, de har fundet. Den lille hvidlige svamp er dækket af kegleformede pigge som en glamourøs snebold.
Når mos ikke længere bare er mos
Lidt senere knæler jeg foran en måtte af mos – en plantegruppe, jeg aldrig rigtig har lært at skelne fra hinanden. For mig er det bare mos. Indtil en venlig deltager, der er uddannet biolog, kommer forbi og fortæller, at det er hulbladet fedtmos. Jeg kigger igen. Denne gang ser jeg det skinnende, næsten fedtagtige skær. Navnet giver pludselig mening.
Det er en lille forandring: Et navn, et kendetegn. Naturen får pludselig flere detaljer, når nogen lærer os at få øje på dem. Måske er det netop her, noget af bioblitzens naturdannelse ligger. Bioblitzen bliver et klasseværelse under åben himmel, hvor vi udforsker naturen sammen.
Men en bioblitz kan mere end at forandre vores blik på naturen. Når arterne registreres, bliver dagens opdagelser samtidig til små vidnesbyrd om landskabet lige nu. Vender man tilbage og leder igen, kan registreringerne være med til at fortælle historien om et område i forandring.
Naturdetektiverne vender tilbage
Det er netop den forandring, som Tanja Jordan følger med stor interesse på sine arealer ved Gevninge Å i Lejre Kommune. Her samlede hun i august over 20 voksne og børn til en bioblitz arrangeret af Danmarks Vilde Natur med støtte fra Grønt Omstillingsforbund Roskilde. Nogle deltagere kom fra lokalområdet, andre langvejs fra. Alle var naturinteresserede, og de ønskede at blive klogere på, hvad der gemmer sig på de syv hektar langs åen.
Området rummer i dag både eng og overdrev, mindre skovbevoksninger og tidligere landbrugsjord. Arealet har været græsset året rundt siden 2020 med en blanding af Galloway-køer og heste og i dag kun med islandske heste. Hvor engene tidligere var præget af nælder, siv og dødt plantemateriale, oplever Tanja nu et langt mere varieret landskab.
“Helårsafgræsningen har bestemt været den enkeltstående faktor, som har gjort den største forandring – også over en forholdsvis kort årrække,” fortæller hun.
Udviklingen viste sig ifølge Tanja først i vegetationen. Hurtigt fulgte en langt større diversitet af insekter og planter. Tanja afholdt den første bioblitz på arealet i maj 2024. Dagen gav derfor flere gengangere mulighed for at vende tilbage til et landskab, de har undersøgt før, og spørge: Hvad har ændret sig siden sidst?
Et landskab i forandring
Forskellene bliver især tydelige på den tidligere landbrugsjord. Mens dele af området ved Gevninge Å har en længere historik som eng og overdrev, blev et tidligere opdyrket markstykke omlagt i 2025. Her dominerer endnu pionerplanter som kamille, tidsler og almindelige græsser, og ifølge Tanja er diversiteten langt lavere end på de øvrige arealer. Men også her sætter helårsgræsningen sine spor: Der er blevet fundet et stort antal gødningsbiller og rovfluer, som Tanja fremhæver som nøglearter for en god økologisk tilstand.
Det er disse forandringer i biodiversiteten, bioblitzen forsøger at undersøge og følge. Ved årets bioblitz blev der gjort 650 fund fordelt på 327 forskellige arter, heriblandt syv rødlistede arter.
Undervejs hjalp de to erfarne artskendere Linda Kjær-Thomsen og Lars Thomas mindre erfarne deltagere med at sætte navn på deres fund. De diskuterede ivrigt med mere erfarne artskendere og supplerede med anekdoter om arternes levevis og præferencer. Også her vandrede viden frem og tilbage som i Gribskov.
For Tanja er netop fællesskabet omkring naturen blevet en central erfaring: ”Den vigtigste læring i løbet af projektet har været, hvor vigtigt det er at skabe sociale fællesskaber omkring indsatsen for biodiversitet og grøn omstilling. Det er svært at løfte initiativer alene, og når vi deler aktiviteter og oplevelsen af en udvikling af området med andre, betyder det både ny inspiration, større tålmodighed og vedholdenhed.”
Også et redskab til folkelig involvering
Tilbage i Gribskov er der stadig arter at finde. Skovkortet bliver gransket for nye spændende områder, nettene føres gennem søen, og kikkerterne spejder op i trætoppene. Nogen finder noget, andre hjælper med at sætte navn på. Mens endnu en art føjes til listen, gror både viden og nysgerrighed.
Og der er særligt brug for den slags møder med naturen netop nu, hvor landskaber omlægges, og naturens processer flere steder får mere plads. Det gælder ikke mindst under den grønne trepart, hvor store områder efter planen skal omlægges til mere natur, meget lig arealet ved Gevninge Å. Bioblitzen giver her mulighed for at følge forandringerne, involvere bredere og lære vores lokale natur bedre at kende. Store som små, amatører som øvede, kan vi deltage og tage begejstringen, forståelsen og det skærpede blik med videre.
Næste gang jeg går gennem en skov, er mosset på skovbunden måske ikke længere bare mos. Jeg skal bare huske at knæle og kigge efter.






Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935
Lavet af GreenWebdesign