0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Så er vi i gang med at uddanne grønne treparts-guider  

Skrevet af:
Maia Victor-Dose

En forårsaften i marts mødtes 18 mennesker i Roskilde til den første træningsworkshop for frivillige grønne treparts-guider. Der var spændt forventning i rummet, for det var første gang gruppen af frivillige mødte hinanden og os fra Grønt Omstillingsforbund, der står for at arrangere træningen. Spørgsmål pressede sig på: Hvem er de andre, der skal deltage i træningen, hvad går træningen ud på, hvad kan jeg gøre bagefter, og hvordan vil samarbejdet i gruppen fungere? 

Tanken bag trepartsguiderne 

Uddannelsen er en del af vores projekt ” Nye landskaber, nyt natursyn, nye samspil”, der har til formål at styrke den folkelige forankring og involvering i den grønne trepart. Tanken er, at hvis de ambitiøse tiltag, der er planlagt under den grønne trepart, skal lykkes, er der brug for større folkelig involvering, viden og ejerskab. Lige nu foregår trepartsprocessen helt primært i en begrænset kreds mellem lodsejere og landets kommuner, og respekt for det, for det er en stor og kompliceret proces. Men hvis treparten skal lykkes, er der brug for, at flere lokale borgere involveres og bakker op. Samtidigt er den kæmpestore omlægning af vores land, der er planlagt under treparten, en stor positiv mulighed for en bred folkelig involvering i at skabe mere og bedre natur. 

Brug for civilsamfundet træder til 

Men hvordan skal det så ske? Der mangler i øjeblikket i høj grad hænder og munde til at udbrede kendskabet til treparten og de ændringer, der er mulige lokalt. Landets kommuner er som sagt meget travlt optaget af den konkrete jordudtagningsproces med lodsejerne, og der er brug for, at civilsamfundet træder til og bidrager. Treparts-guiderne er en konkret måde at forsøge at gøre det på. Ideen er, at frivillige overalt i landet kan bidrage til den folkeinvolverende og folkeoplysende indsats, hvis de modtager den nødvendige træning i treparten, får relevante redskaber og indgår i et aktivt fællesskab om det lokalt. 

En stærk gruppe 

At dømme efter denne første træningsaften er det lykkedes at samle en godt kvalificeret og motiveret første gruppe af treparts-guider. Flere er allerede godt funderet i aktiviteter i deres lokalsamfund i kommunerne omkring Roskilde- og Isefjord. De fleste med mange års erhvervs- og anden erfaring. En god blanding af stærke kompetencer, herunder kommunikation, lokalsamfundsorganisering og konflikthåndtering. 

Den første træning 

Programmet er først introduktion til hinanden, hvor alle præsenterer en ting fra det landskab, de kommer fra, hvilket afstedkommer mange spændende historier om livsforløb, motivation og livserfaring. Så en introduktion til selve treparten, til dens baggrund, indhold og status nu. Hvorfor opstod den og hvad er de konkrete målsætninger for reduktion af kvælstof, klima og mere natur. Hvad med biodiversiteten og grundvandet. Hvor er det svært lige nu og hvad med opbakningen. 

Omlægningskortene med de konkrete områder, der er i spil i kommunerne, studeres og diskuteres.  

Derefter oplæg fra en udtagningskonsulent med hånden på kogepladen fra den konkrete omlægningsproces. Om hvad lodsejerne siger, og hvordan man løser konflikter og finder fælles løsninger sådan helt lokalt og konkret. Et godt indblik i de holdninger, konflikter og løsninger, der er derude i landskabet. Til sidst en vending på de næste træninger, herunder hvad det er, de forsamlede kan gøre i deres lokale områder. 

Trepartens benspænd    

Der er nogle umiddelbare benspænd for en større folkelig involvering i treparten, som man skal være opmærksom på. Dels foregår langt den overvejende del af den forventede omlægning på privat jord. Den intensivt dyrkede jord, der forventes omlagt til natur og ekstensiv drift, er altså ikke noget, de lokale ud over lodsejerne som udgangspunkt har råderet over. Så hvordan kan lokale borgere og aktører få indflydelse på de landskaber, der også på en måde er deres? Samtidigt er mange lodsejere nervøse for at få for mange hensyn ind over omlægningen af deres jord. Adgangsforhold er et godt eksempel. Så hvordan kan borgerne ud over lodsejerne overhovedet bidrage og involvere sig? 

Samtidigt har landets kommuner som sagt mere end nok at gøre med bare at få aftalerne med lodsejerne på plads. Og selv om der i de kommunale forvaltninger generelt er forståelse for behovet for en bredere involvering, er der ofte også en tøven med at igangsætte den, for hvad nu hvis det afstedkommer, at lodsejerne trækker sig fra omlægningsprocessen, fordi der pludselig er for mange hensyn og ønsker fra andre? 

… og mulige løsninger 

Det er nogle af de grundlæggende udfordringer for en bredere folkelig involvering i treparten. Udfordringer treparts-guiderne skal forholde sig til og finde løsninger på, når de nu skal i gang lokalt. Løsningerne er sikkert flere: At starte med overordnede lokale oplysningsaktiviteter om treparten og så bygge ud med mere konkret involvering og samskabelse, der hvor der opstår gode ideer og mulighederne er der. At koordinere tæt med kommunen og dermed supplere og bidrage til den igangværende udtagningsproces, og ikke risikere det modsatte. At have et godt lokalkendskab og arbejde med partnere, der har det, så man ikke bliver en ”hund i et spil kegler” men bidrager til at smidiggøre de eksisterende processer. Og at finde konkrete aktiviteter, der vil være til gavn for både lodsejere, lokale beboere og trepartens formål – f.eks. naturpleje- eller græsningssamarbejde. 

Den videre proces – bliver spændende 

Alt det skal vi nu arbejde videre med i de næste træningsworkshops og andre relaterede aktiviteter for treparts-guiderne. Vi håber, at det vil lykkes at skabe et stærkt netværk af treparts-guider, der samarbejder og støtter hinanden i deres arbejde lokalt og indgår i et frugtbart samarbejde med de mange andre aktører, der arbejder for en mere bæredygtig udvikling og for mere og bedre natur i det danske land. Ideen er, at vores arbejde med trepart-guiderne skal blive til en model, der kan bruges i andre dele af landet. Det bliver spændende at se, om det lykkes. 

Vores arbejde med trepartsguiderne og den grønne trepart er en del af projektet ”Nye landskaber, nyt natursyn, nye samarbejder”, der er finansieret af Novo Nordisk Fonden 

Andre nyheder du kunne være interesseret i

Kystvandrådet – vigtigt med et fælles vidensgrundlag i den grønne trepart 
Læs mere
Løsningerne findes i samtalen: Erfaringer fra en udtagningskonsulent om lodsejerdialog 
Læs mere
Det gode lodsejersamarbejde: åbenhed, personlig kontakt og gensidig tillid
Læs mere
Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev