0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Hvad kan og skal de lokale treparts-guider? Vi giver en status 

Skrevet af:
Marie Richter

Med de lokale treparts-guider ønsker vi at skabe et langvarigt, lærende og motiverende netværk af borgere, der kan bidrage til fælles vidensgrundlag, gode samtaler og måske konkrete omlægningsprojekter i deres lokalområder. Til gavn for både lokale beboere, lodsejere og trepartens formål. 

Vi er nu halvvejs i vores træningsforløb for treparts-guiderne, og workshop nr. to er vel overstået. Det er tid til en lille status — ikke fra os, men fra deltagerne selv. 

Hvad siger guiderne? 

Feedbacken fra workshoppen tegner et billede af engagerede mennesker, der er ved at finde fodfæste i et komplekst felt. Energien er høj — men det er behovet for videre klarhed også, på flere planer. 

Flere peger på kompleksiteten i feltet og det følgende behov for et bedre kendskab til parterne i processen — udtagningskonsulenter, kommune, lodsejere — og en forståelse af enigheder og uenigheder iblandt dem. Det nærmede vi os på workshoppen med oplæg fra både VKST (en af landbrugets rådgivningsorganisationer), Danmarks Naturfredningsforening og Odsherred kommune 

Vi er også på vej mod en skarpere definition af guidernes rolle og mandat: hvad er det egentlig, de er sat i verden for at gøre? Og hvad er de ikke? Det hænger tæt sammen med ønsket om at være konstruktive kræfter og ikke komme til at obstruere de igangværende processer. Guiderne skal ikke gå ind på scenen som eksperter — de skal virke i deres lokalsamfund med nysgerrighed og respekt, og så vidt muligt samarbejde med de lokale parter, inden de handler. 

Endelig handler behovet for klarhed om det generelle vidensniveau om treparten og dens emner i befolkningen. Der er en erkendelse af, at lokal oplysning og vidensopbygning er afgørende, og guiderne ser selv et kæmpe vidensbehov derude, som de kan hjælpe med at opfylde. 

Borgerne hører også til i treparten 

Lodsejerne bliver af mange set som hovedpersonerne i treparten, fordi de ejer den jord treparten skal foregå på. Og ingen tvivl om, at de er vigtige. Men betyder det, at de andre borgerne slet ikke er med eller har betydning? 

Et oplæg fra Lone Søderkvist Kristensen, professor på institut for Geovidenskab og naturforvaltning på KU, med over 20 års erfaring med samarbejdsdrevet landskabsplanlægning, satte ord på noget vigtigt: Før treparten har det været almindeligt at inddrage borgere og lodsejere sammen i processerne om arealforvaltning, så det kan man sagtens. Treparten har måske utilsigtet gjort det sværere på grund af det store omfang af omlægningerne og den stramme tidsplan. Men hvis processen ikke har bredere borger involvering overhovedet — vil den så nå sit mål? 

For treparten handler om meget andet end CO2- og kvælstofreduktioner. Den handler i høj grad også om, hvilke landskaber vi vil bo i, besøge og bruge, og hvilken slags fødevareproduktion vi gerne ser i fremtiden – efter omlægningerne. Og det er faktisk den slags samtaler, borgere er særligt gode til at føre — hvis de får lov og redskaber. 

Det kræver naturligvis respekt for lodsejerne. Derfor starter vi på Lone Sødekvists opfordring med den ydmyge udforskning af de sociale landskaber: hvad er de lokale drømme og ideer? Hvilke problemer og konflikter skal imødegås? Hvilke projekter spirer allerede? Og hvem er potentielle partnere? Mange lodsejere er åbne over for borgernes interesse og glade for mulige samarbejder — hvis man spørger. 

Her ser vi en konkret rolle for vores guider: hjælpe lokale fællesskaber med at formulere, hvad de ønsker for deres landskab — og gøre kommunen opmærksom på, at der er noget at bygge videre på derude. 

Næste skridt 

Så hvad ser det ud til, at guiderne konkret kan bidrage med? Her er nogle af de roller og aktiviteter, der er ved at tage form. 

Den mest grundlæggende er oplysning. Der er et stort videnshul derude — om treparten, om naturens tilstand, om hvad omlægning egentlig betyder i praksis. Guiderne er lokalt forankrede og kan bygge bro på en måde, som hverken myndigheder eller fagfolk typisk kan. 

En anden vigtig rolle handler om de lodsejere, der falder mellem stolene. Landbrugets organisationer taler primært på vegne af de større erhvervslandbrug — men fritids- og deltidslandbrugene og mindre lodsejere er ofte ikke inkluderet, ikke hørt og ret forvirrede over, hvad der sker. Her kan guiderne gøre en forskel: hjælpe med at afklare muligheder og bidrage til de lokale samtaler, der opstår når nogens jord pludselig er indtegnet på et omlægningskort — og hvor det i første omgang bare handler om at få snakket om det med de andre i området. 

Guiderne kan også spille en rolle som bindeled mellem borgere, lodsejere og kommuner. Kommunerne har begrænsede ressourcer til selv at facilitere lokale orienteringsmøder — men de vil gerne bakke op, når andre tager initiativ. Guiderne har også gode naboer blandt de større lodsejere og kan på den konto skabe nye forbindelser og samtaler lokalt. Og de kan hjælpe lokale fællesskaber med at formulere deres drømme og ønsker for landskabet og sørge for, at de når frem til dem, der kan handle på dem. Det kræver kendskab, tillid og lokale relationer. 

Og så er der de mere konkrete og levede aktiviteter: markvandringer og åvandringer, fra vandløb til å til sø, som giver folk en kropslig forståelse af de landskaber, det handler om, og hvad omlægningen faktisk kan betyde for et lokalområde. Ofte kan disse gåture og naturen på magisk vis starte samtaler, der er svære at starte på andre måder. 

Fælles for det hele er én ting, som Marie Klintrup fra Odsherred kommune satte ord på: der bor mange misforståelser og en del frygt i det her projekt. Tillid og relationer er ikke en blød tilføjelse til den hårde kerne — det er kernen. 

Andre nyheder du kunne være interesseret i

Kystvandrådet – vigtigt med et fælles vidensgrundlag i den grønne trepart 
Læs mere
Så er vi i gang med at uddanne grønne treparts-guider  
Læs mere
Løsningerne findes i samtalen: Erfaringer fra en udtagningskonsulent om lodsejerdialog 
Læs mere
Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev