Fortællinger fra Skaberværket

Af Marie Richter, Grønt Omstillingsforbund

Søndag den 20. september begyndte dagen for de morgenfriske med en pilgrimsvandring fra Trekroner Kirke langs Roskilde Fjord ind mod Domkirken. Ved middagstid var der workshops om biodiverse kirkegårde og om Frans af Assisi, og da biskoppens have åbnede om eftermiddagen, summede den af liv på trods af de voldsomme regnskyl, der netop var gledet hen over Roskilde. Der blev presset æblemost, smagt på Madoasens overskudsmad og spillet folkemusik, børn og voksne fik malet ansigterne som sommerfugle, og på sommerfuglejagten kunne de mindste hjælpe nogle af Danmarks 65 hjemmehørende dagsommerfugle med at finde deres værtsplanter.

Skaberværk er Roskilde Stifts markering af Skabelsestiden, hvor folkekirken fra 1. september til 4. oktober fejrer Guds skaberværk og minder os om menneskets ansvar som forvaltere af vores planet. Selvom Grønt Omstillingsforbund ikke er en kirkelig organisation, var det tydeligt, at dagens spørgsmål er de samme, som optager os: Hvad er vores plads i naturen? Og hvilke fortællinger har vi brug for, hvis vi skal ud af natur- og klimakrisen?

Et sprog med mere omsorg

En af dagens mest tankevækkende samtaler handlede om sprog. Forfatter Shekufe Tadayoni Heiberg talte med Anette Øster fra Roskilde Bibliotekerne om sin ordbog Livets verber, der er vokset ud af et ønske om at forstå, hvad det vil sige at være i verden som andet end menneske. Et af ordene er verbet at arte – at danne nye arter og justere de eksisterende, sådan som livet har gjort, siden det opstod. Shekufes ærinde er at synliggøre arternes egen handlekraft, uafhængigt af den nytte, vi tillægger dem.

For de ord, vi bruger, former det, vi kan se. Hvis vores sprog om naturen primært handler om ressourcer, forvaltning og nytteværdi, bliver det svært at tale om kærlighed, slægtskab og ligeværdighed. Og hvis vi ikke har navne for de arter, vi deler landskab med, er det lettere at overse, når de forsvinder. Et verbum som at arte minder os om, at naturen ikke bare er noget, der er, men noget, der gør.

Gøre eller være?

Grønt Omstillingsforbund bidrog med en stand og med deltagelse i samtalesalonen, netop med titlen “Skal den grønne omstilling gøres eller væres?”. I et intimt og lyttende format delte gæster med lokalt engagement i natur og bæredygtighed deres erfaringer, og alle i rummet blev inviteret med i samtalen. Det blev til nogle fine samtaler om, hvad vores rolle i skaberværket er, og hvordan vi kan udfylde den på vidt forskellige måder.

Spørgsmålet rører ved selve måden, vi forstår vores forhold til naturen på. Den kristne tanke om mennesket som forvalter er både smuk og tvetydig. Smuk, fordi den rummer en forpligtelse: Jorden er ikke vores ejendom, men noget, vi har fået betroet. Tvetydig, fordi forvalteren står et sted over det, der forvaltes. Den afstand har vi arbejdet med i Grønt Omstillingsforbund Roskilde, bl.a. i vores arbejde med den grønne trepart og forandringerne i vores landskaber og vores tilstedeværelse i dem. For hvis vi i stedet ser os selv som en del af helheden, er gøren og væren ikke længere modsætninger: Den handling, der udspringer af at vide sig forbundet, er en anden end den, der udspringer af at stå udenfor.

Antropocæn eller kapitalocæn?

Mange kalder vores tid antropocæn – menneskets tidsalder, hvor vores aftryk på kloden kan aflæses i selv geologien. Begrebet gør menneskets ansvar tydeligt, men kan også få det til at lyde, som om problemet er menneskets tilstedeværelse som sådan. En slags økologisk arvesynd, hvor vi er født skyldige på forhånd.

Derfor foretrækker nogle at tale om kapitalocæn. Pointen er, at vi – i vores del af verden og på dette tidspunkt i historien – er født som forbrugere ind i et økonomisk system, der kun kan fungere gennem et overforbrug af ressourcer og land, og som hverken levner plads til de andre arter eller til ret mange andre mennesker. Begrebet er et forsøg på at flytte ansvaret fra den enkeltes skyldfølelse til de strukturer, vi sammen har skabt, men også sammen kan ændre. Og det åbner for en vigtig pointe: Menneskelig tilstedeværelse er ikke per definition skadelig. Mennesker har gennem historien også skabt levesteder, plejet landskaber og beriget økosystemer. Det er den kraft, vi skal finde frem igen. Men det kræver, at vi lærer at fylde mindre og giver mere plads til andet liv.

Kirkegårdene som steder for liv

Hvordan det kan se ud i praksis, var et gennemgående spor på dagen. I Roskilde Stift findes mere end 300 kirkegårde, og i en tid, hvor færre vælger den traditionelle begravelse, bliver der frigjort arealer, som kan tænkes på nye måder. På workshoppen om kirkegårdenes grønne muligheder kunne deltagerne gå med kirkegårdsleder Rasmus Juhl Christoffersen ud på Provstemarken bag Domkirken eller sammen med gravere og Danmarks Naturfredningsforening klippe og klistre collager på matrikelkort for en frodigere fremtid for konkrete kirkegårde.

Kirkegården er et sted, hvor mennesker i forvejen er i kontakt med det største – livet og døden. At den også kan blive levested for bestøvende insekter, er tanken bag det nye samarbejdsprojekt “Se, en sommerfugl”, som biskop Ulla Thorbjørn Hansen og Sebastian Jonshøj, præsident for Danmarks Naturfredningsforening, skød i gang i biskoppens have.

Derfor var det også modigt, da Sebastian Jonshøj selv lagde et spørgsmål på bordet, som han jævnligt møder: Hvorfor skal vi passe på sommerfuglene, hvis de ikke engang er til direkte nytte for mennesker? Der er mindst tre svar. Det første er økologisk: Sommerfugle er bioindikatorer, og når vi passer på dem, passer vi på hele det netværk af liv, de er en del af. Det andet vender spørgsmålet om: Er nytte kun det, der kan måles i fødevarer og kroner, eller er naturrigdom og samlivet med andre arter også noget, vi har brug for, for at leve gode liv? Det tredje er det enkleste og måske det dybeste: kærlighed. Vi behøver ikke kunne regne os frem til, hvorfor noget er værd at bevare, hvis vi elsker det.

Kirken ud i naturen?

Mads Christoffersen, engagementskonsulent i Danmission, understøttede den pointe fra en anden vinkel: Forskning viser, at mennesker har flere åndelige og eksistentielle oplevelser i naturen end i kirkerummet. Så måske skal kirken flytte ud i naturen igen?

Det er en tanke med historisk dybde. Længe før kirkerne blev bygget, var lunde, kilder og høje hellige steder, og da kristendommen kom til Norden, blev mange af dem lukket, overtaget eller omdøbt. Forbindelsen mellem det hellige og naturen blev ikke kappet helt, men dog flyttet ind bag tykke mure. Når folkekirken i dag taler om at genfinde forbundetheden med naturen, kan det måske, forhåbentlig, også være en slags hjemkomst.

Man kunne tro, at et inderligt, åndeligt forhold til steder og væsener i naturen er svært at forene med det moderne højteknologiske samfund vi lever i. Men Japan, et af verdens mest udviklede og teknologiske samfund, har i langt højere grad end os bevaret en helliggørelse af naturen. Skove, bjerge, klipper og gamle træer kan være bolig for det hellige, og mange helligdomme ligger stadig i skoven frem for bag mure. I et afsnit af podcasten Rodfæste med titlen “Skoven i vore hjerter” beskrives, hvordan japanerne stadig bærer skoven i hjertet. De bruger stadig deres naturhelligdomme, og de har langt flere ord for naturen og for deres forhold til den. Det var i Japan, begrebet shinrin-yoku, skovbadning, opstod, og sproget har ord som komorebi for sollyset, der siler ned gennem bladene, og satoyama for de landskaber, hvor mennesker og natur gennem generationer har levet i gensidig pleje.

Det tyder på, at forbundetheden med naturen ikke er noget, moderniteten nødvendigvis tager fra os. Den ligger dybt i os, eftersom vi har udviklet os i og med naturen – men den skal plejes, i sproget, i fortællingerne og i de steder, vi holder hellige.

Hvordan hører vi til?

Dagen sluttede med skabelsestidsgudstjeneste i Domkirken, i Frans af Assisis og sommerfuglenes ånd. Frans er kendt for at tale til fuglene og kalde solen sin bror og månen sin søster – en tidlig øvelse i at møde naturen som et DU og ikke et DET.

Måske er det dér, fortællingerne fra Skaberværket peger hen. Drivkraften til at handle ligger ikke kun i bedre data eller stærkere regulering, selvom vi har brug for begge dele. Den ligger også i et andet spørgsmål end det, vi plejer at stille. Ikke kun: Hvordan forvalter vi naturen? Men: Hvordan hører vi til i den?

Ikke som herrer over skabelsen, men som en del af den.