
Vil du være med til at forme fremtidens landskaber og natur omkring Roskilde- og Isefjord?
Den grønne trepart er ved at blive til virkelighed i kommunerne omkring os. Men når udtagningskortene møder hverdagen – konkrete lodsejere, naboer, lokalsamfund – er der brug for meget mere end streger på kort, kompensationsordninger og kvælstofhamre. Med lokal viden, dialog og fælles forståelse kan treparten blive afsæt for nye landskaber, et nyt natursyn og nye samspil på tværs af mange interesser
Derfor søger vi frivillige fra kommuner omkring Roskilde- og Isefjord, der vil bruge deres erfaring til at sikre, at de lokale trepartsprocesser kommer godt fra land og skaber et Danmark, hvor hav- og vandmiljøet kommer på fode, naturen får ordentlig plads og gode vilkår, og landbrug og andre vigtige grønne erhverv i landdistrikterne blomstrer bæredygtigt.
Hvad er en treparts-guide?
Som treparts-guide bliver du et lokalt bindeled mellem lodsejere, lokalsamfund, relevante foreninger og de forvaltere, der har det formelle ansvar for trepartsprojekterne. Du hjælper med at:
Skabe klarhed og overblik
Facilitere konstruktiv dialog
Inspirere til nye muligheder
Hvem søger vi?
Vi leder især efter folk (gerne pensionister) fra kommunerne omkring Roskilde- og Isefjord med relevant erfaring fra for eksempel:
Det kan også være mange andre relevante baggrunde. Det allervigtigste er, at du:
Hvad kan du forvente?
Du får:
En solid træning, der gør dig klar til opgaven
Vi træner dig i alt det, du har brug for som treparts-guide. Uddannelsen bygger på tre ben:
Det faglige fundament
Du får overblik over trepartsaftalen fra A til Z: baggrunden i klima- og biodiversitetskrisen, hvordan processerne virker, hvem der har ansvaret for hvad, og hvilke økonomiske ordninger og støttemuligheder der findes. Du får viden om alle virkemidlerne, dilemmaer og løsninger og får styr på, hvor du kan finde viden og henvise folk videre.
Vi arbejder også med naturforståelse og det helhedsorienterede perspektiv: Hvorfor er sammenhængende natur vigtig? Hvad betyder kvælstof og kulstof? Hvordan ser landskaberne og landbrugets vilkår ud i dag – og hvilke nye veje åbner sig? Du får indsigt i de dilemmaer, der præger feltet, så du kan tale med og forstå alle parter.
De “bløde” kompetencer
Du bliver trænet i at facilitere dialoger og møder, hvor forskellige interesser mødes. Vi arbejder med konkrete greb til dialog og mediering, og hvordan du arbejder konstruktivt med modstand og skaber opbakning. Vi øver samtaler om følsomme emner som tilhørsforhold til landskab og hjemstavn, natursyn og fremtiden for lokalområdet.
Den rigtige tilgang
Vi arbejder med, hvordan du bliver inviteret indenfor frem for at få døren i ansigtet. Hvordan skaber du tillid? Hvordan inspirerer du andre til at se muligheder? Vi dyrker en positiv, håbefuld tilgang – ikke naiv, men med troen på at konstruktive løsninger findes, når folk mødes på ordentlige vilkår.
Løbende støtte og fællesskab
Du bliver en del af et netværk af guider, hvor du kan dele erfaringer, få sparring og løbende videreuddannelse og hvor vi bakker op. Du står ikke alene – der er altid hjælp og inspiration at hente.
Muligheden for at gøre en forskel
Som treparts-guide får du chancen for at bidrage til noget vigtigt: At de store forandringer i vores landskaber sker på en måde, der gavner både naturen og de mennesker, der lever tæt på den.
Tidsforbrug
Der er ikke krav om et bestemt tidsforbrug som treparts-guide, ud over det nævnte træningsforløb. Tidsforbruget afhænger af mulighederne for aktiviteter hvor du er – og din egen interesse og muligheder.
Er du interesseret i at høre mere?
Kontakt vores projektleder Troels Dam Christensen på troels@go-roskilde.dk eller mobil 20 72 07 93 eller læs mere på Grønt Omstillingsforbunds hjemmeside
Vi glæder os til at høre fra dig!
Vi vil gerne finde vores trepartsguider så hurtigt som muligt og interviewer løbende kandidater, så søg gerne med det samme.
Vi regner med at indbyde til et koncentreret træningsforløb (2 dage, med opfølgning efter behov) i februar/marts 2026.
Grønt Omstillingsforbund – Roskilde arbejder for at fremme omstillingen af vores hverdagsvaner og af de rammer, som vi lever og producerer i. Vi vil bekæmpe klima- og biodiversitetskriserne gennem læring, handling og fællesskaber. Vi har netop startet projektet ”Folkelig forankring af den grønne trepart: Nye landskaber, nyt natursyn, nye samspil” med støtte fra Novo Nordisk Fonden (læs mere her).