0,00 kr. 0
Kurv

Ingen varer i kurven.

0,00 kr. 0
Kurv

Ingen varer i kurven.

Klimakrise og stadig vækst – hvordan hænger det sammen?

Skrevet af:
Nils Boesen

Det forekommer jo indlysende – hvis vi (over hele verden) bliver stadigt rigere, vil vi forbruge mere, herunder energi og råstoffer. Energi har vi måske i reelt uendelige mængder fra solen – men mineraler, vand, biomasse, natur – osv. – er jo begrænsede.

Så skal vi forfølge degrowth (”modvækst”) i stedet for fortsat at ”vækste”, som det er kommet til at hedder på rædsomt nydansk? Eller skal vi ”bare” forsøge at decouple, dvs. afbinde den forbindelse, der historisk har været mellem vækst og materiale/energi-forbrug? F.eks. lade vores forbrug af service eller tjenester vokse – børnehaver, skoler, ældrepleje, sundhedsvæsen, restauranter, kultur, reparationer, genbrug med mere – og gøre dem bæredygtige? De er ofte ikke så materiale og energitunge. Mens vi omvendt lader være med at købe endnu en bil, et lidt større hus, endnu en fladskærm, endnu en bøf, endnu en flyferie?

Jeg er ikke økonom. Men det forekommer mig, at decoupling i hvert fald er ønskeligt (men nok slet ikke tilstrækkeligt). Der er dog lige en hage: i Danmark er rigtigt mange serviceydelser jo offentlige: sundhed, velfærd, skole osv. Finansieret over skatten. Så hvis vi vil have mere af de offentlige servicegoder – og mindre privat forbrug, som jo er den del af vores indkomst, som vi især bruger til alle mulige fysiske varer – ja, så skal vi vel betale mere i skatter og afgifter.

Så første udfordring: Vil vi – både for klimaets og for velfærdens skyld – betale (måske en hel del) mere i skat, så der bliver råd til flere børnehaver og biblioteker, men færre bøffer og biler?

Men lad os gå videre: skal vi arbejde mod negativ vækst – degrowth – hvor økonomien i rige lande som Danmark skal skrumpe? Fordi det er nødvendigt for at afbøde nogle af klimakatastrofens virkninger, og for at sikre, at vores efterkommere også har adgang til fisk i havene, mineraler i jorden og træer i skovene?

Så tænker du måske: hvordan kan det dog lade sig gøre uden arbejdsløshed, og hvem skal styre sådan en proces, hvor individer og virksomheder ikke længere har incitamenter eller lov til at vokse? Selvom vækst i bruttonationalproduktet (BNP) er et rigtigt dårligt mål i sig selv, så er et fald i BNP typisk ledsaget af konkurser or arbejdsløshed, som lige så typisk rammer de lavestlønnede.

Jo, men vi kunne jo – uanset at minister Dybvad mener vi skal hylde og hengive os til arbejdet her i Arbejdets Land – alle sammen arbejde mindre, og skifte vores materielle forbrug ud med mere fritid, mere ro, mere samvær med dem der betyder eller skulle betyde noget for os? 3-dages uge? Ja, der mangler lige nu hænder i plejesektoren (vist 30.000 hænder, eller 15.000 personer) – men hvis landbruget skal omstille sig, siger Landbrug og Fødevarer at det vil koste mindst 19.000 arbejdspladser. Og nej, landbrugets medarbejdere skal ikke vandre over i hjemmeplejen i kolonner så lige som plovfurer – men der kunne jo ske forskydninger på tværs af sektorer, så der var hænder nok det ene sted og ikke for mange det andet. Det er set før! Lægger vi landbrugsarealer om til natur (et ofte brugt eksempel på degrowth) vil der også opstå nye jobs (naturformidlere, naturplejere m.m.) – og dermed, i øvrigt, økonomisk aktivitet og måske endda vækst.

Men så løber vi igen ind i en udfordring: Økonomisk vækst er jo ikke kun en funktion af hvor meget vi arbejder, den kommer også af hvor smart vi arbejder – dvs. hvor dygtige vi er, og hvor smarte hjælpemidler vi har til rådighed (alt fra maskiner og robotter til kunstig intelligens og kvantumcomputere og andre ting vi end ikke har hørt om endnu). Og væksten afhænger også af hvor meget vi investerer (i forhold til hvor meget vi forbruger lige nu). Absurd nok, jo mere vi sparer op (f.eks. ved at købe billigt genbrug og skære ned på vores forbrug), jo flere penge kan virksomhederne låne og investere i mere ny teknologi, som producerer endnu mere endnu billigere, som endnu flere har råd til at købe. Og jo mere vi – f.eks. for klimaets skyld – sparer på det ene, jo mere er der en tendens til at vi bruger på det andet (det kaldes rebound-effekten). Der går langt færre materialer til en fladskærm end der gik til at lave et gammelt fjernsyn fra 60-erne – men i dag har mange hjem en håndfuld skærme spredt over køkken, dagligstue, børne- og soveværelser. En vellykket efterisolering af huset kan give besparelser, der kan finansiere en udestue eller et vildmarksbad.

Sådan her illustrerede The New Yorker rebound-effekten (”Jevons paradoks”) i 2010

The Jevons paradox states that the economical use of fuel results not in diminished consumption but in an over-all increase. Illustration by JOOST SWARTE

Så, hvis vi skal hen i et degrowth-scenarie, skal vi så stoppe innovation og videnskab? Næppe – uanset om man måtte ønske det, så er det vel netop det, som gør mennesker til så succesfuld en dyreart at vi er ved at gå under: at vi hele tiden kan tænke i nye måder, nye muligheder. Og har skabt en verden der er vokset eksponentielt mod sin egen grænse af samme grund, lige siden dengang vores institutioner – og, må man nok sige, især de institutioner, der ligger til grund for kapitalismen – satte fuld fart på kombinationen af videnskab, teknologisk innovation og økonomisk konkurrence.

Det lader sig næppe stoppe – og det vil måske heller ikke være klogt at prøve. De alternativer til et frit marked med statslig regulering, der hidtil er afprøvet, har ikke været den store succes. Hverken de ultraliberalistiske eller såkaldt socialistiske versioner.

Måske er udfordringen i stedet at 1) lægge vores forbrug om til services og tjenester, der er så lidt klima-belastende som muligt. Eller ligefrem klimapositive, f.eks. ved at plante, bevare og ophobe biomasse hjemme i haven og i fælles skove. Vi har et personligt ansvar. Og 2) skabe incitamenter – og en kultur, og et værdisæt – så vores kreativitet og nysgerrighed bruges til at finde og virkeliggøre de sociale, tekniske og strukturelle modsvar til den klimakatastrofe, der er alt for godt i gang. Og 3) arbejde på at reducere, hvor meget vi arbejder, så vi dels ikke accelererer skråplanet af evigt stigende materielt forbrug, dels får tid og ro til at sanse hvem vi er, og i hvilken større sammenhæng vi indgår, med resten af klodens levende organismer og livsgivende mekanismer.

Nåh ja, og så skal vi nok 4) betale mere i skat. Mere til fælles klima-ansvarlig velfærd, der når alle, mindre til det individuelle. Mere til det, der skaber trivsel og fællesskab, mindre til det, der får os til at lukke os inde bag skærme, forruder og hække. En CO2-afgift der batter, med kompensation til de, der rammes hårdest, er det helt oplagte sted, hvor vi skulle have startet for længe siden.

Som sagt, jeg er ikke økonom. Og derfor måske på helt gale veje – i en diskussion som i økonom- og tilgrænsende kredse vist kan være særdeles ophedet. Men hvad tænker du?

Andre nyheder du kunne være interesseret i

Klimaministeren opfordres til at sikre udfasning af gasfyrene
Læs mere
Hvorfor er lokal klimahandling vigtig?
Læs mere
Lad os få mere end en affaldsplan
Læs mere
Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev