Er der brug for frivillige treparts-guider?

Det korte svar er ja, da. Men der er et lidt længere svar, som handler om treparten og demokratiet. Det kan du læse her.

Treparten er udråbt som et kæmpe demokrati-projekt. Den berører kæmpe arealer – 15% af de samlede landbrugsarealer skal omlægges til vådområder, skov og natur, et område større end Fyn og Bornholm tilsammen.

Det er stort, men det er også en øvelse, der især – nu hvor udtagningskortene so oder so er godkendte – er en diskussion mellem enkelte lodsejere, der har ejendoms- og råderet over deres jord, og kommunerne. Og det er der jo i grunden ikke meget demokrati i, udover det helt overordnede repræsentative demokrati vi heldigvis har i Danmark. Heller ikke selvom de lokale treparter stadig vil sidde og puste processerne i nakken, om man så må sige. Her sidder Danmarks Naturfredningsforening som en af reelt fire parter (stat, kommuner, landbrug, DN) – men det bliver der jo ikke demokrati af.

Samtidig taler vi om tusindvis af udtagningsprojekter over det ganske land, nogle (forhåbentlig!) store, så der kommer sammenhængende natur ud af det, andre – de fleste – formentlig ganske små. Det er de kommunale forvaltninger, der skal tale med lodsejerne om deres interesse i at være med (det er jo frivilligt); der skal koordineres med f.eks. Naturstyrelsen, som har købt jord op for at kunne tilbyde erstatningsjord, hvor det er relevant; der skal søges om tilskud; laves tinglysninger; tegnes nye matrikelkort – og så skal projekterne jo faktisk iværksættes; drænrør hives op; vandløb reetableres; skov plantes; lysåbne arealer forberedes – osv. osv. 

Det bliver der heller ikke meget demokrati i, forstået som bredere inddragelse af lokale aktører.

Når der foreslås mere borgerinddragelse i processerne – sådan som vi jo arbejder for – er reaktionen ofte et ”joh, men…” – fordi omlægninger, der berører privatejet jord og indskrænker råderetten over samme, naturligvis er enormt følsomme. Der er både økonomiske, praktiske og følelsesmæssige forhold, der helt forståeligt spiller ind. At forestille sig at der pludselig kommer  – velmenende, bevares! – udenforstående for at blande sig giver nok snarere nervøse trækninger hos lodsejere og kommunale forvaltere end glæde over at der er flere kræfter til at hjælpe processerne på vej. Mange vil frygte for flere kokke i køkkenet, og opfordre til at vente til senere – som måske bliver aldrig.

Men uden inddragelsen – som ved gud skal være klog og respektfuld overfor alle interesser – risikerer vi at vores landskaber – ja, faktisk vores land uden for byerne – hovedsageligt bliver formet af de 3-4000 store agrovirksomheder, der råder over omkring 2/3 af vores landbrugsareal. Skal der være vandre- eller ridestier? Fugletårne? Shelters? Græsningslaug? Turisterhverv? Samlede naturarealer? Det kan – uden borgerinddragelse – blive en snæver dialog mellem de store kræfter i landbrug og kommuner. Og det er der ikke megen hverken inddragelse eller demokrati i – men, næsten værre, det risikerer ikke at skabe de gode  fælles landskaber, som vi alle skal leve og udfolde os i, eller den plads til sammenhængende natur, som der er så stort behov for.

Det er derfor, vi tror at frivillige trepartsguider kan komme til at spille en vigtig rolle, især omkring de store udtagninger, samlede naturområder og nye skovrejsninger. Guiderne kan oplyse lodsejere og borgere i et område om muligheder, ordninger og vilkår i treparten (men selvsagt ikke blande sig i de formelle processer). De kan fostre og facilitere en respektfuld og konstruktiv dialog tidligt i processerne, så vi undgår både at lodsejere pludselig føler sig mast op ad en mur af nabokrav om f.eks. adgang (løse hunde, støj, affald i naturen, mountainbikes…), eller at lokale beboere føler at de nye udtagninger og jordbytter bliver besluttet uden hensyn til deres hjemstavn, og deres erhvervs- og fritidsmæssige udfoldelser. De bedriftstørrelser, der er i landbruget i dag, er så store, at de mulige nabogener også kan være store – tænk gylletanke (på animalske brug), støj- og støvgener, tung trafik, mulig forurening med næringsstoffer og pesticider, samt forringede levevilkår for en masse arter.

Det kræver sindighed og tungen lige i munden at skabe den gode dialog på tværs af de legitime bekymringer, alle parter kan have. Vi tror frivillige treparts-guider, som har mange års relevant erhvervserfaring at trække på (pensionerede landmænd, landinspektører, forvaltere, biologer og mange flere) kan medvirke til at levere en god inddragelse på tværs af skel og hegn, med god træning inden og god støtte og supervision bagefter.

Det vil ikke skabe det perfekte demokrati. Mindre kan gøre det, hvis vi kan lykkes med at forene hensynet til og respekten for den private ejendomsret og hensynet til vores alles landskaber og natur. Der vil være forskellige interesser, der vil være uenigheder og afvejninger – men i Danmark, af alle steder, bør vi kunne finde veje frem i mindelighed, ved at trække på vores tradition for folkeoplysning, samtale og vilje til at finde praktiske kompromisser snarere end kantede konfrontationer. Trepartsguiderne er et praktisk bud på at hjælpe processerne på vej, så treparten faktisk bliver den inkluderende demokratiske øvelse, den er udnævnt til at skulle være.

Synspunkterne er skribentens.

Du kan læse mere om trepartsguiderne – og komme med – her. Vi starter i Roskilde/Isefjordsområdet i foråret 26. Du kan også læse vores indlæg i Naturmonitor om folkelig inddragelse her