Blog: Hvad skal det nytte?  

Det er jo et gammelt spørgsmål, som Viggo Hørup formulerede i 1883 i en tale mod militarisme og oprustning. Jeg lader den diskussion ligge, så sørgelig aktuel den end er.  Men her op til årsafslutningen er det værd at overveje hans spørgsmål på vores felt: Hvad skal det nytte, at vi arbejder lokalt med den grønne omstilling i Roskilde? 

For hvad forskel kan vi gøre fra vores lille smørhul, hvor vi bor stort (større end de fleste), bevæger os meget (og mest i fossile biler), spiser godt (ikke mindst kød), og rejser flot (ikke mindst med fly)? Og i det hele taget er store – meget store – udledere af klimagasser og kvælstof, fordi vi forbruger så meget, privat og offentligt, og forbruger så meget mere end verdens borgere i gennemsnit gør. 

Så kan det godt være at vores forbund har holdt klimahandlingsdag, grøn sommerfest, Roskilde Spiser Grønt, grønt valgmøde og meget mere. Og det kan godt være vi i år har fået støtte til tre store projekter:folkelig forankring af treparten, mere Roskilde Spiser Grønt over de næste tre år, og udvikling af borgerdrevne energifællesskaber – alle projekter i tæt samspil med kommunen. Vi får travlt, og travlt med at have travlt, men også kræfter til at gøre mere. 

Men samtidig er årets FN-møde i Brasilien sluttet for nogle uger siden uden de store resultater – måske bortset fra at det dog ikke brød sammen. USA er gået helt i sort på føderalt niveau. Kina sætter med den ene hånd flere solceller og vindmøller op end resten af verden tilsammen (ja, du læste rigtigt!), samtidig med at de med den anden hånd stadig bygger kulkraftværker på livet løs. En solcellepark i Roskilde  – selv en af de store – rykker kun ved tredje eller fjerde decimal i det store spil. Det er jo noget, men slet ikke meget. 

Så kan vi ikke bare bekymre os om noget andet, og acceptere, at vi – og vores forbund – er et lille fnug i et spil så stort, at al den ståhej, vi laver, måske mest er ståhej for vores egen skyld, så vi i det mindste kan bilde os ind, at vi gør en forskel – og dermed køber aflad for de klimasynder, vi (eller i det mindste jeg) ikke kan lade være med at begå, selvom tusinder dør i regnskyl og oversvømmelser, mens tørke og livstruende hedebølger breder sig andre steder?  

Hvis du stadig hænger på, vil du nok ane at sortsynet nu afløses af lidt grøn optimisme: Jo, det kan nytte! 

Ikke fordi flere og hurtigere CO2 reduktioner i Roskilde gør en stor forskel. De gør en forskel – hver ton tæller – men heller ikke mere. 

Ikke fordi vi får knækket efterspørgslen efter rødt kød ved at få mange flere i kommunen til at værdsætte spændende grønne retter. Det er et lille skridt på en meget lang rejse – men ikke mere. 

Og ikke fordi vi får en lidt bedre dialog og lidt bedre omlægninger af arealerne i Roskilde kommune under den grønne trepart. Det kan vi glæde os over, men der er lang vej igen til at naturen – herunder vores vandmiljø – en dag har det godt i Roskilde, i Danmark, i Europa og i verden. 

Men det nytter alligevel, fordi den store, lange rejse jo består af små, vedholdende skridt. Det er sejt, undertiden trælsomt arbejde – som en slags hverdags-klimaarbejde, der bare må udføres, ligesom man børster tænder og gør rent, igen og igen og igen.  

Men de små, vedholdende skridt taget af mange kan føre til større skridt, som vi ikke tager alene i Roskilde, men som tages i hele landet. Vi gør det i samspil – og nogle gange modspil – med ”systemet” – de strukturer indenfor politik, økonomi, teknologi og kultur, der nogle gange så absurd spænder ben for gode intentioner og hurtigere fremdrift. Men som andre gange ændrer sig hurtigere end vi troede muligt, også på europæisk og globalt plan.  

Paris-aftalens mål om at holde temperatur-stigningerne et godt stykke under 2 grader når vi ikke, men uden Paris-aftalen ville vi sandsynligvis være på vej mod godt 4 graders stigning i stedet for de 2,5 grader, det peger på nu. Det er ikke et fyldt glas, men det er heller ikke tomt. 

Det vi gør i Roskilde har den særlige kvalitet, at vi gør det på en platform af evidens, dialog og fælles læring. Det giver os gennemslagskraft i vores lokale politiske system, og det betyder forhåbentligt at vi ikke skal stå og råbe ad hinanden, tage gule veste på eller fylde gaderne med traktorer eller desperate klimaaktivister i kamp med hverdagsbilister eller ordensmagt. Det er også dér, det nytter. . 

Når de lokale, nyvalgte byrødder indtager deres pladser til januar ved de, at vi både vil følge med i hvad de gør af grønt og mindre grønt – men også at vi gerne hjælper, så meget vi kan, ikke mindst med at vise hvordan civilsamfund, erhvervsliv, uddannelsessystem og det offentlige kan skabe grønne fremskridt sammen. Vi prøver i stigende grad også at inspirere og arbejde udenfor vores egen andegård, og oplever at det virker.  

Så jo, det nytter. De små skridt til gavn for klima og natur lige her viser, når de er bedst, at der er sjove alternativer til vores alt for fossile livsstil. Måden, vi gør det på, viser, at vi ikke behøver at falde i så dybe grøfter, at vi glemmer at lytte til og snakke med hinanden, og forme meningsfyldte fællesskaber på tværs.

Sværere er det egentlig ikke. Og snart er det solhverv, og vi går igen mod lysere tider. Glædelig højtid og på gensyn i 2026. 

Nils Boesen – sekretariatsleder 

Synspunkterne i indlægget er skribentens