Grønt Omstillingsforbund i Roskilde har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden til at igangsætte et nyt, ambitiøst projekt, der skal bidrage til, at den grønne trepart ikke blot bliver et anliggende for eksperter og interesseorganisationer – men en folkelig bevægelse med dybe rødder i lokalsamfund over hele landet.
Projektet, som er startet 1. september 2025, bærer titlen “Nye landskaber, nyt natursyn, nye samspil”, og har som mål at udvikle metoder og netværk, der kan fremme samskabelse, grøn dannelse og konstruktivt samarbejde i den omfattende landskabsomlægning Danmark står overfor i de kommende årtier.
“Den grønne trepart er en historisk mulighed for at gentænke vores relation til naturen – men det kræver, at alle kommer med. Vores projekt skal hjælpe med at åbne treparten op, gøre den levende lokalt, og sikre en bredere forståelse og deltagelse. Det handler både om folkeoplysning og om lokal medskabelse,” siger Nils Boesen, sekretariatsleder i Grønt Omstillingsforbund.
Med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden bliver det muligt at etablere en pilotfase omkring Roskilde Fjord og Isefjorden, hvor en række konkrete initiativer bliver afprøvet: uddannelse af frivillige treparts-guider, samarbejde med lokale lodsejere, foreninger og institutioner, eksperimenterende formidlingsformater og udvikling af grøn dannelse på nye måder.
Projektet bygger videre på tre års frivilligt arbejde i Roskilde Kommune og skal fungere som afsæt for en senere national udrulning. Projektet sigter på et tæt samarbejde med blandt andre kommuner, foreninger, forskningsmiljøer og de centrale interessenter i treparten
“Den grønne trepart berører alle danskere og kræver en bred folkelig opbakning. Derfor er initiativer, der styrker lokale kompetencer og vidensgrundlag, afgørende. Vi har valgt at støtte projektet, fordi det kombinerer konkret lokal handling med et blik for den langsigtede vision for omstillingen i hele landet,” siger Berith Bjørnholm, Vice President for Education & Outreach hos Novo Nordisk Fonden.
Projektet er planlagt til at løbe frem til udgangen af februar 2027 i sin første fase.
Fakta om projektet
Yderligere information og kontakt
📍 Grønt Omstillingsforbund – Roskilde
🌐 www.go-roskilde.dk
📞 Nils Boesen, sekretariatsleder – 20 76 00 26
📧 sekreatariat@go-roskilde.dk