0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

0,00 kr. 0

Kurv

Ingen varer i kurven.

Roskilde Spiser Grønt samlede kantiner, borgere og fællesskaber om klimavenlig mad

Skrevet af:
Maia Victor-Dose

I uge 36 satte vi ekstra fokus på grøn mad i Roskilde, da Roskilde Spiser Grønt løb af stablen. I år oplevede vi rekordopbakning: over 20 kantiner og foreninger meldte sig til at servere flere plantebaserede retter og inspirere deres brugere til grønnere valg i hverdagen.

Flere af kantinernes personale havde forud for kampagnen deltaget i en særlig inspirationsworkshop om plantebaseret mad, så de var klædt godt på til at give deres gæster nye smagsoplevelser og grøn inspiration i kampagneugen.

“Det er helt unikt, at så mange kantiner og køkkener på én gang sætter fokus på grøn mad. Det viser, at Roskilde er klar til at tage skridtet mod en grønnere fremtid – og at vi kan gøre det i fællesskab,” siger Helle Boje, projektleder for Roskilde Spiser Grønt.

Smagsevent på Stændertorvet

Højdepunktet blev den store smagsevent på Stændertorvet fredag den 5. september, hvor torvet summede af madglæde og nysgerrighed. Her kunne borgerne smage lækre, plantebaserede retter udviklet og serveret af fødevareteknologistuderende fra Zealand.

Samtidig satte de unge Grønne Madguider gang i kreative madaktiviteter, som de har udviklet til Roskilde Festival 2025. På torvet kunne man således prøve kræfter med:

  • VeggieGames – sjove udfordringer med grøntsager i hovedrollen
  • Den Grønne Skriftestol – en humoristisk måde at tale om madvaner på
  • Cake the Orange Feeling – en legende blanding af madkunst og samtalesalon

Arrangementet trak både store og små til, som fik smagsprøver, deltog i legene og lod sig inspirere til at spise grønnere i hverdagen.

Grønne fællesspisninger og lokal opbakning

Udover kantinerne og smagseventet bød kampagnen også på grønne fællesspisninger flere steder i kommunen – bl.a. på INSP og Peder Syv Aftenskole. Her mødtes borgere på tværs af alder og baggrund for at dele grønne måltider, snakke om madvaner og opleve, hvordan plantebaseret mad kan skabe rammer for fællesskab og hygge.

Den stærke opbakning kunne også mærkes i den personlige udfordring, hvor mange borgere valgte at prøve kræfter med at spise grønnere i en uge. Alle deltagere gjorde en forskel for klimaet – og en heldig vinder kunne samtidig glæde sig over et gavekort til en plantebaseret middag for to hos An No Street Food i Roskilde.

“Vi kan se, at kampagnen ikke bare inspirerer til at spise mere grønt – den skaber også samtaler og fællesskab. Det er dér, vi for alvor rykker noget,” siger Helle Boje.

Fællesskab om madglæde og klima

Med Roskilde Spiser Grønt gør vi den grønne omstilling konkret og jordnær: Det handler om at vælge en anden ret i kantinen, smage på noget nyt – eller tage en snak om mad og klima over et fællesmåltid.

Vi er nu i fuld gang med en grundig evaluering af kampagnen, og vi glæder os til snart at kunne dele flere indsigter, erfaringer og perspektiver på, hvordan vi sammen kan styrke den grønne madkultur i Roskilde.

Andre nyheder du kunne være interesseret i

Konference i København: Landskab i forandring – borgere og lodsejere i Grøn trepart
Læs mere
Grøn Sommerfest samlede Roskilde om klimahandling, fællesskab og grøn mad
Læs mere
Så er vi i luften: Nye landskaber, nyt natursyn, nye samspil
Læs mere
Kontakt

Mail: info@go-roskilde.dk
Telefon: 20 76 00 26
Kongemarken 30, 4000 Roskilde
CVR 43118935

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev