Er du vild med mad – og nysgerrig på plantebaserede smagsoplevelser?
Læs mere
Det er vidt forskellige mennesker med vidt forskellige udgangspunkter, der skal i dialog når treparten skal prøve at række ud over den enkelte lodsejers jord og skabe mere sammenhængende løsninger. Det kræver både tid til og omsorg for processen med at inddrage og samskabe – og det kræver respekterede, lokale kræfter, derhar orket at tage teten, og som forstår at formidle og mediere. Det var læringen fra et lodsejermøde i Rørvig.
Det var en af de rigtigt råkolde, blæsende aftner først i februar. Stedet var havnen i Rørvig – heldigvis indenfor i Sejlklubbens varme lokaler. Vi var fra Grønt Omstillingsforbund – Roskilde inviteret med til lodsejermøde i Rørvig, hvor et godt dusin lodsejere fra Nørrevangs-området, med et samlet ejerskab til og forvaltning af ca. 100 ha landbrugsjord, var kaldt til møde af en 100-årig: Bevaringsforeningen Rørvig By & Land, stiftet i 1926 for at ”udbrede kendskabet til og sikre de værdier, der har gjort Rørvig til et attraktivt sted for borgere og landliggere og samtidig bidrage til at sikre rammerne for en bæredygtig og klimasikret udvikling af lokalsamfundet”, som det hedder i vedtægterne.
Udover lodsejerne var Marie, kommunens treparts-ansvarlige også tilstede, sammen med Mikael, som er udtagningskonsulent i VKST, og repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening i kommunen og lokalområdet. Der var arealkort på bordene, men ingen udtagningskort – området er på udtagningskortet for kommunen blot karakteriseret som ”projekt-idé” – og fra starten af mødet blev frivilligheden i trepartenstærkt understreget, ligesom det blev understreget at mødet ikke skulle træffe beslutninger. Der var ingen powerpoints – men et engageret og vidende oplæg fra udtagningskonsulent Mikael, som tydeligvis kan sit stof (en pixi-bog med korte oplysninger om og referencer til de mange, mange udtagnings- og tilskudsordninger havde dog nok været hjælpsomt, det er svært at kapere den slags fra en mundtlig gennemgang).
Bagefter var der dialog ved bordene og i salen, og hertil kaffe og kage. Og da blev det for alvor interessant.
For hver enkelt lodsejer havde jo sit eget – helt forståelige – perspektiv. Alle kendte vist hinanden –nogle gennem generationer, nogle fra barnsben, nogle gennem kortere bopæls- eller landliggerliv i området. Nogle var pensionerede, nogle omvendt i gang med at bygge et erhvervsmæssigt landmandsliv eller familiemæssigt sommerliv op på de fædrene og mødrene jorde. De fleste med jordlodder af husmandsstørrelse, nogle få med mere, og omgivet af sommerhuse, strande, hav og fjord. Og et sommer- og turismeliv der skaber trafik- og parkeringskaos på de mindste veje f.eks. når det rygtes at en sjælden fugl har slået sig ned på marken lige dér henne. Og områdets naturmæssige idyl til trods – eller netop derfor – har der også været ret nylige dybe uenigheder blandt områdets folk om visionen for området, konkret omkring et forslag om at etablere en større sommerattraktion.
Der var jægeren; der var de, der talte om rødlistearter (særligt truede planter og dyr); der blev talt adgangsforhold så stier ikke ender blindt; læbælter; vildtremiser; høslæt; fredsskov; og græsning af heste, får og køer – og om det dyrebare naturkød, der kunne komme ud af den slags drømme. Endnu alt sammen meget på kryds og tværs, som det er naturligt på et første møde, hvor en lokal spydspids sammen med bestyrelsen i By & Land havde fået trommet folk sammen.
Så hvad kom der ud af mødet? På den store klinge: ingenting, og det var netop befriende – der skulle ikke presses konkrete forslag og ideer igennem – kæpheste blev godt nok nævnt, men ellers holdt pænt i stalden, som det sømmede sig i vinterkulden. Til gengæld blev forskellene i perspektiver og interesser anerkendt – og den tøven, som mange gav udtryk for, blev rummet og respekteret.
For det var kun det allerførste skridt mod at skabe en dialog blandt områdets lodsejere. At forstå og anerkende at det er Henrik, Hanne, Hjalte og Harald, der bringer hver sin unikke historie og hver sit unikke perspektiv med sig ind i rummet, er et afgørende første greb. Det næste – som ikke blev besluttet, men som sikkert kommer over de næste måneder efter uformelle sonderinger blandt lodsejerne og Rørvig By & Land – kan være flere konkrete vidensinput om trepartens mekanismer (ordninger, vilkår, økonomi m.v.), fælles markvandringer – og mere snak over kaffe, kage og, når foråret kommer, måske mere læskende drikke.
Det særligt interessante ved Rørvig er måske også, at det godt nok var et lodsejermøde – men det var arrangeret af det meget bredere fællesskab blandt bosiddende og landliggere, som udgøres af Rørvig By & Land. Og borgere med naturinteresser – jægerne, fuglekiggerne, naturfrederne, lystfiskerne – var i stort omfang med, både som lodsejere (som alle er naturinteresserede) og, i nogle tilfælde, gennem mere formelle repræsentanter.
Kommunen kunne måske have ønsket sig at lidt flere konkrete ideer var blevet luftet – der er jo måltal og ambitioner og andre møder i andre områder der kræver nærvær, forberedelse og efterbehandling. Men der var intet pres i den retning, kun forsigtige spørgsmål.
For treparten er en årelang lang rejse, der skal skabes af de unikke mennesker, der har noget på højkant eller har fået sat noget på højkant, de måske ikke selv havde ønsket eller regnet med. Da jeg gik ud i den iskolde blæst på havnen efter mødet syntes jeg rejsen var godt begyndt.
Nils Boesen
Grønt Omstillingsforbund – Roskilde
